Babymirakel eller hjertesorg..

[MiraklernesTid]

Hej alle i fantastiske og modige kvinder herinde.
Jeg har ikke været her så længe, er ved at have mit svar på andet IUI forsøg, testdag på tirsdag..

Mig og min kæreste har jo forsøgt os i tre år nu, og ønsket er ved at være overvældende. De fleste af mine veninder er igang med at føde alle deres små mirakler, ja de står nærmest i kø på fødeafdelingen.. Sådan føles det hvertfald Og de evige undrende blikke omkring hvorfor vi ikke er gravide er ret trælse. Holder dem hen med den sædvanlige, "Det skal nok komme" og "Vi venter lidt endnu".. Nok mest fordi jeg ikk magter at alle og enher skal involveres, fordi jeg ikk magter de medlidende blikke og "Så er den der næste gang". På en eller anden måde syntes jeg oz at det bliver sværere for mig selv når jeg siger "Negativ" højt.. Ved ikk helt hordan jeg skal forklare det, men det bliver til fakta og ikke bare en viden jeg har i mit hovede Hmm.. Håber det giver mening..

Nå, men vi er som sagt i gang, og testen skal tages på tirsdag.. Jeg ved bare den ikke er der. Forkaringen på det er at min kærestes sæd pludselig er blevet markant dårligere. 0,4 helt præcist. Da jeg skulle insemineres forklarede lægen mig, at den faktisk nu var så dårlig at man ikke havde påbegyndt insemineringsforsøg, hvis de første test havde vist dette Sikke dog noget lort at ligge der med mine tre flotte ægblærer, benene i kolde stive bøjler og forventningerne helt oppe under loftet!. ØV!!
Jeg syntes godt nok det her er det sværeste jeg har været igennem.. Mit ønske er så dybtfølt at jeg næsten ikke engang kan holde ud at høre om andres eller holde og kigge på alle venindernes vidundere.. (Åh hvor er det svært at indrømme, for hvad er jeg for et egocentreret mennesker) Men det er sandheden..
Jeg er et rigtigt testmonster og tester i tide og utide, med alle forskellige der fåes på markedet.. Skuffelsen er bare så enorm og altoverskyggende, sel når jeg ved den er negativ.. Havde ikke regnet med det ville påvirke mig så meget da i startede, det er bare som om vi er SÅ tæt på at jeg næsten kan smage det, og alligevel SÅ langt fra at jeg slet ikk tør tænke det..

Ved godt jeg ikke skal pive.. Kan jo se mange af jer tapre kvinder har været igennem adskillige forsøg og med alverdens forhindringer på vejen.. Bliver det nemmere at tackle?? Bliver man i stand til at forholde sig til det på en anden måde? Mere afslappet måde??

[Titti]

Forståelsen for dine tanker er der. Kan følge dig i det hele, min svigerinde har lige født og jeg orker næsten ikke at se ham. Jeg ønsker mig brændende en stor familie, helst 4 børn Jeg har en datter på 4 år og det gør mig så ked af det hvis jeg ikke kan gøre hende til storesøster. Jeg er den eneste i Vores omgangskreds med kun 1 barn, og dog... men de andre har valgt kun at få 1 og det har jeg så sikkert IKKEEEE!!!!
Det er kun nogen af mine veninder der ved at jeg er i behandling, for jeg gider heller ikke medlidenhed.
Jeg synes ikke det bliver mindre hårdt med tiden, at få et negativt svar, men tanken om 1 barn (for mit vedkommende) kommer bare nærmere. For os bliver det et penge spørgsmål, da vi jo betaler alt selv på privatklinik. 40.000 kr. for 3 forsøg. plus medicin for omrking 10.000.

Pøj pøj til dig

[MiraklernesTid]

Åh hvor jeg får ondt i min mave når jeg tænker på den nye fine regel regeringen har fundet på.. Tanken om hvad det kan komme til at have a personlige konsekvenser for de par som er nødsaget til at stoppe drømmen, giver mig en klump i halsen.. Måske også fordi det jo kan blive en realitet for mig og alle jer herinde også.. Jeg håber så inderligt at det går op for regeringen om et par år, når konsekvenserne måske bliver synlige og målbare..

Hvad er egentlig grunden til i er i privat nu? Kan se flere herinde er det.. Er behandlingen bedre?

Havde selvfølgelig håber du havde skrevet at det blev lettere med tiden.. Hmm... Men nej, selvfølgelig bliver det ikke det.. Det er jo i hjertet, i maven, i sjælen, i hovedet.. Men jeg har nok en tendens til at få skabt håb, hvor der reelt ikke er håb :/ Men måske det er en del af det der bærer os igennem det her..

Forummet herinde er guld værd og helt genialt til at læsse af, "sige" de grimme ting højt og dele nyhederne, uden at behøve at kigge nogen i øjnene, når man har mest lyst til at slå blikket ned i gulvet..

Ruger du lige nu?

[Snorre]

Hvor rummet dit indlæg dog mange af de tanker, jeg selv har haft gjort mig under behandlingen. Det er ulideligt at alle får børn omkring ørerne på en. Og samtidig vil man gerne dele deres glæde for de små mirakler, men der er bare ikke plads til det pga. alle de bekymringer, man selv bær rundt på. Det er så forståeligt og bestemt ikke noget du skal bebrejde dig selv for! Frygten for aldrig selv at blive mor, gør det ekstra smertefuldt at stå og se på sådan en lille ny baby

Under vores behandlingsforløb har jeg haft fortalt om det til vores nærmeste familie, et par veninder, og en mindre flok kollegaer, som jeg var meget tæt på. Det gjorde det hele lidt lettere, at kunne dele det med nogen. Men jeg havde heller ikke lyst til at fortælle om det til enhver.
Ikke mindst da lægerne forventede at det sagtens kunne lykkes for os med IUI. Min kæreste leverede fine resultater og jeg havde en smule PCO, hvilket betød at jeg producerede lige mange æg nok. Men det skulle sagtens kunne lade sig gøre (har sågar været naturlig gravid 2 gange). Men intet skete og stor var nedturen, da vi stod foran IVF som næste step. Det havde vi aldrig troet. Men til sidst handlede det om overhovedet at få ønsket opfyldt! Og det var det, der skulle til

For mit eget vedkommende synes jeg desværre ikke at det blev lettere at være i behandling hen ad vejen. Det råd alle gave mig var at prøve at være afslappet, men det er jo håbløst i situationen! Det er i det hele taget meget svært at gå igennem behandlingerne uden at blive en smule skør. Det kræver rigtig meget af en psykisk, og kan gå meget ud over humøret, søvnen og overskuddet i det hele taget. Det kan være godt at finde noget andet at gå op i især udenfor arbejdet. Men kan være lettere sagt end gjort.
Der nåede at gå godt 4 år før det lykkedes for os. Og når jeg står og ser tilbage kan jeg slet ikke fatte, at vi kom igennem det. Men mens man er i det, er der jo hele tiden en plan for, hvad der skal ske som næste step. Og tiden kører langsomt forbi en.
Men det holdt mig oppe, at de i dag kan hjælpe næsten alle med at få deres største ønske opfyldt! Og om en uge har jeg termin!! Har stadig svært ved at fatte det. Så det kan også lykkes for jer!

Jeg har selv gået på en privat klinik, da jeg ikke kunne overskue en ventetid på 4-6 mdr i det offentlige i sin tid, da vi gik igang med IVF behandlingerne. Det har jeg været rigtig glad for, men det er bestemt også et spørgsmål om penge. Jeg oplevede en ro og stor fokus på mig som "kunde", når jeg var på klinikken (der mangler selvfølgelig også bare med alle de penge! ) Og både ÆU og ÆO foregik under decideret rare forhold i omgivelser, der minder meget lidt om sygehus - hvilket jeg satte rigtig meget pris på (da jeg har det ret dårligt med sygehuse). Men hvis ventetiden i det offentlige ikke er alt for lang, vil jeg bestemt vælge at blive behandlet der.

Regner I med at prøve IUI næste gang igen? Jeg håber det bedste for jer

[Titti]

Hej igen

Jeg er i det private, da OUH ikke ville hjælpe os mere efter 3 x IUI (vi har jo et barn derfor) dog skal det siges, at grunden til vi fik de 3 IUI var at grunden til jeg er infertil er pga en operation lavet på OUH, vi er pt også ved at lægge sag an, men det tager tid.
Og ja, jeg ruger pt på 2 æg, 3 dage til test, gosh er et nervevrag pt

[MiraklernesTid]

Det er rart at høre andre som har de samme tanker.. Man kan godt komme til at gå rundt og føle sig ret alene og jeg får det sgu skidt med mig selv, når jeg ikk rummer at høre om andres lykke med børn og graviditet.. Så DEJLIGT at høre andre sætte ord på det samme.. For i bund og grund er jeg jo selvfølgelig meget glad på deres vegne og under ingen det vi er igang med nu..

4 år... Hold da op..! Men måske har du ret i det med at tiden løber, præcis fordi man hele tiden tænker videre i næste skridt, test, behandling osv osv.. Så man har hele tiden små tidshorisonter at arbejde med.. Jeg prøver også at fylde min tid ud.. "Desværre" har jeg lige skiftet fra et job som tog al min tid og mit oerskud og til et hvor jeg har 5 fridage om ugen da vi kører døgnvagter.. Desværre fordi det jo nu giver mig masser af tid til at gå rundt og "fornemme", beregne og bekymre.. Jeg kan godt lide at træne og kommer jævntligt i motionscenter. Løbetræning primært.. Det har en læge fra riget dog frarådet mig. (Må gerne løbe roligt tempo, men ikke hård pulstræning) Hendes grundlag for at fraråde dette var at de så en forbindelse mellem hård træning og abort.. Jeg trodser det dog lidt i en mild grad, Af flere grunde, men primært fordi det er den ene ting jeg kan finde glæde i jeg fortsat kan.. Altså forstået sådan, at jeg vælger at se det som en positiv ting, ikke at være gravid i forhold til træning.. Det er kun en lille løgn jeg lever lidt højt på, for selvfølgelig ville jeg hellere være gravid, men fakta er bare at jeg kan overbevise mig selv når jeg står på løbebåndet, at det er fedt jeg stadig kan det..
Tja.. Måske har vi alle vores små ting vi gør.. Træner selvfølgelig mindre hårdt end normalt, men stadig..

Du skriver at lægerne bestemt mente at det kunne lade sig gøre med IUI og at du havde været gravid før. Det samme gælder os. Lægerne var meget positivt stemt, og var helt overbevist om at det ville ske hurtigt og uden de store problemer (Det var jo selvfølgelig oz inden min kærestes leveringer blev meget ringe) Og jeg har (i mine meget unge dage) også været gravid to gange før .. Så er det sgu bare så underligt og uforståeligt at det så ikke "bare" lader sig gøre.. Når der umiddelbart ikke er noget reelt i vejen..

Men hvor er det fedt i snart er ved målstregen.. Kæmpe tillykke og gud hvor det er jer undt efter så lang tid! Kan forestille mig at de 4 år træder fuldstændig i baggrunden når man sidder med de to magiske streger.. :) Men måske man oz er det mere nervøs for komplikationer undervejs, fordi det har været så lang vej dertil?..

Ja, lægen mente vi skulle tage det sidste IUI forsøg med, fordi min kærestes sæd jo tidligere har været ok, så måske det er bedre næste gang.. Det har jeg bare fortrudt vi blev enige om.. Har mest lyst til at gå videre til IVF NU!! ;) Ringede så derind for at prøve at fortryde aftalen og høre om mulighederne for at gå til IVF i stedet for endnu en IUI.. Men det havde lidt længere udsigter og jeg kunne først få en tid 11 marts til samtale omkring dette, og da jeg via mit IUI forløb kommer til at have en tid før 11 marts, så slap jeg tanken igen.. Nu tager vi det sidste forsøg med oz og så må IVF komme når det kommer..
Jeg er bare i tvivl om jeg kan gå direkte fra den ene metode til den anden eller om jeg skal holde pause.. Vil jo helst have et forsøg i hver cyklus ;) Det skal satme ikke gå nogle mulige babyer til spilde...

Men det ved nogen herinde måske af erfaring? Om man holder pause en enkelt cyklus eller hvordan?

Puha, er oz lidt spændt på IVF.. Selvom det er med positiv forventning er jeg da lidt nervøs for forløbet og nok mest udtagningen.. :/ Men men... Det tager vi med som en oplevelse.. Man kan vel få lidt ekstra morfin og måske nyde rusen lidt... Ha ha..

[MiraklernesTid]

Hold da op nogle lange svar jeg skriver.. Ha ha.. Jeg har vist lidt tanker jeg går rundt med ;) Håber i bærer over med mig og ikk gaber jer igennem..

GUD hvor frygteligt!! GODT i er ved at lægge sag an.. Det var da modbydeligt de sådan kan afvise at hjælpe yderligere, når det er dem der er grunden til i overhovedet har brug for hjælp..

Uuha... To endda.. Mærker du noget? Ved godt man skal passe på, men..

Krydser alle mine pølsefingre.. Kan godt nok godt forstå du har nerverne udenpå! Den ventetid inden test er simpelthen den VÆRSTE...Man kan blive helt skør.. Men glæder mig til at læse om det er bølge eller.. Er du på testholdet?

[Mor til Alma]

Så dit indlæg tidligere og tænkte hold da op hvor rammer det godt.... Har dog først fået tid til at svare nu.

Tror du har fået skrevet mange gode tanker ned som mange der forsøger at bliver gravide tænker... Jeg har det også svært for tiden med at andre er gravide og får de sødeste små babyer, men sådan tror jeg mange har det.

Og så håber jeg selvfølgelig at der snart kommer et par kommentare i testgruppen om "POSITIV" test fra både Miraklernestid og Titti

[Snorre]

Det lyder som om din træning netop giver det afbræk fra tankerne, som du har godt af. Jeg har svært ved at se, at løbet kan forvolde skade. Det at holde sig i form er helt sikkert med til at din krop forbliver sund og derved tager bedre imod behandlinger. Men det skal naturligvis være med måde. Du skal måske ikke ud at løbe en længere tur hver dag. Men nogle gange om ugen tror jeg kun er godt. Jeg har også tidligere løbet en del. Men i forbindelse med hormoner under IVF og især efter ægoplægning har jeg holdt mig i ro. Og nøjedes med at gå ture.

Du har ret i, at de 4 år vi har arbejdet på projekt baby glider i baggrunden, når det endelig lykkes. Men ja det skaber grobund for en masse bekymringer - ikke mindst når jeg tidl har oplevet et par SA'er. Men efter uge 12, hvor nakkefold scanningen finder sted faldt der mere ro på. Og så er det ellers gået fint med at slappe og glæde sig over graviditeten.

Der skulle ikke være noget i vejen for at gå direkte fra IUI til IVF efterfølgende. Men reagensglas metoden er et lidt længere forløb. Især hvis der er tale om en lang IVF. Og pga. de hormoner man tager, vil der typisk være tale om at springe en cyklus over, hvis et forsøg ikke lykkes. Det gode ved IVF er til gengæld er %'erne for succes er bedre end ved IUI. Så indtag af hormoner og en gang ægudtagning går man gerne igennem, hvis det fører en graviditet med sig

[Bøllepigen]

Åh hvor jeg kender til alle tankerne og frustrationerne ved at være i behandling og ved at det ikke lykkes samt jalousien ved venner og bekendtes graviditeter. Som min ticker siger har vi selv været igang i små 3 år og 5 mdr og endnu ingen børn til os. Har haft en forholdsvist okay forløb på den offentlige fertilitetsklinik (selv om vi dog har spildt meget tid med at vente på at komme igang, sommerferie lukning osv.) Håber virkelig at lykken snart tilsmiler os alle. En ting er ihvertfald sikkert for vores vedkommende. Når vi engang har fået ønskebarnet så skal vi ikke have flere børn med mindre de kommer naturligt. Vil til hver en tid hellere nøjes med et barn end at skulle gentage alt dette igen for at få nr. 2. Engang havde jeg lysten til at få flere børn men nu ønsker vi begge kun et og så er det, det.


Kram

[MiraklernesTid]

Ja, vi fortjener det sgu.. ;) Og det gør vores ønskebørn oz..

Kan godt forstå i stopper med 1 barn.. Det har oz været en lang vej og når man ved hvor meget fokus der ryger fra hverdagen og alle de andre ting som foregår omkring en, så giver det god mening at bevare fokus i det mirakel som trods alt opstod :)

Er i igang lige pt?

Kram..

[Bøllepigen]

Ja, vi fortjener det sgu.. ;) Og det gør vores ønskebørn oz..

Kan godt forstå i stopper med 1 barn.. Det har oz været en lang vej og når man ved hvor meget fokus der ryger fra hverdagen og alle de andre ting som foregår omkring en, så giver det god mening at bevare fokus i det mirakel som trods alt opstod :)

Er i igang lige pt?

Kram..

Egentlig tåbeligt at tænke på at få mere end 1 barn når man ikke engang kan blive gravid med nr. 1

Det eneste der er vigtigt at få ønskebarnet så vi ikke er barnløse. Vil bare gerne have oplevelsen af at blive mor og gøre min skønne mand til far :) Personligt synes jeg også det er utrolig hårdt psykisk og det gør bestemt også at jeg ikke længere har lysten til at få flere når den endelig lykkes. Så utrolig trist at vi måske aldrig bliver forældre :(

Vi er desværre ikke igang pt. da vi pga. jeg er startet i arbejdsprøvning og er nød til at få det klaret først. Så om 3-4 mdr tilmelder vi os igen medmindre sommerferielukningen kommer i vejen (for så bliver det først til august vi kan tilmelde os)