sidder og læser det hele med et smil på læben ... endelig kan jeg føle der er andre der forstår mig...
Jeg har verdens bedste familie, og verdens bedste venner, alle sammen ønsker de at forstå og trøste den situation min mand og jeg står i, men ingen forstår rigtigt hvad det vil sige, jeg tror ikke en gang min mand og jeg forstår det helt på samme måde.
Jeg bliver mest af alt ked af det over vores omverden føler de skal helbrede, finde løsninger og trøste med ord som "bare tag det roligt, det hele skal nok ske af sig selv"... Så bliver jeg nødt til at tælle til ti indeni og sige, "ja,ja, selvfølgelig gør det det, og ellers gør det ikke noget"... Men jo for helvede det gør noget, det gør ondt, rigtig ondt. Det gør ondt når folk der ikke kan passe ordentligt på deres børn, får børn. Når dem der drikker sig stive hver weekend og stadig kan lave børn... osv osv. så synes verden ikke så retfærdigt som man kunne ønske.
Hader tanken om at det nu er blevet til projekt baby, og jeg har også været der hvor jeg på ingen måde ville gå igennem fertilitet, og nu venter vi alligevel på vores første konsultation derinde :)
Vi har valgt at være meget åben de sidste 14 dage omkring det vi lige nu går igennem, mest af alt fordi det er for hårdt at en stiv onkel til fødselsdage råber "NÅRH skal i aldrig have børn???" Jow tak det ville vi sq gerne....
Det skulle være så smukt at få et barn og nu skal vi igennem alt det der bare bliver et smerte helvede, både fysisk og psykisk!!!
